Hvad regninger, oprydning og træning har til fælles (Det floveste at bede om hjælp til...)
Jeg kan tydeligt huske den irrationelle frygt.
Jeg var lige fyldt 18 år. Lige flyttet hjemmefra.
Den første honeymoon fase, hvor jeg endelig gjorde lige hvad der passede mig (spise chips til morgenmad, tjek) - og lige hvornår det passede mig (støvsuge kl. 3 om natten, tjek).
Men så bankede hverdagen på. Tydeligt og bestemt.
Og jeg må ærligt indrømme.
De voksne forpligtelser kom fuldstændigt bag på mig.
Der begyndte at komme regninger ind ad døren.
Og ikke bare regninger - men også rykkere.
Og jeg blev fuldstændig handlingslammet.
Jeg vidste godt, jeg burde åbne dem og betale dem - men jeg kunne ikke få mig selv til dét!
Og det var ikke, fordi jeg ikke havde pengene.
Jeg fik fuld SU og jeg arbejdede i overkanten af, hvad man burde som fuldtidsstuderende.
Følelsen af at blive begrænset fyldte mest, tror jeg.
Og dernæst kom frygten for, at dem, der sendte regningerne, ville blive sure på mig.
Jeg kunne SLET ikke overskue det.
Jeg var så flov over dét, at jeg ikke turde bede nogen om hjælp.
Helt ærligt, det er jo en latterlig simpel ting - dét BURDE man ikke bede om hjælp til!
Men de der ting, jeg godt vidste jeg skulle - åbn kuverten, åbn computeren, log in på Netbank, indtast giro kort nr., indtast beløb, tryk på “betal”… - det virkede som Mount Everest.
Uoverkommeligt.
Min gymnasieveninde, Sarah, kom forbi en dag.
Hun så stakken af de uåbnede regninger.
Og så gjorde hun noget, jeg for evigt vil være taknemmelig hende for (blandt mange andre ting).
Hun tog stakken, satte sig ved siden af mig og sagde:
“Hey, skal jeg ikke bare sidde her sammen med dig, mens du åbner brevene?"
“Hey, skal jeg ikke bare sidde her sammen med dig, mens du åbner brevene?"
Hun gjorde det ikke for mig. Hun var der bare sammen med mig, mens jeg overvandt min frygt for det store monster, jeg forestillede mig, var parat til at hoppe ud af konvolutten og spise mig levende. Følte jeg.
Hun blev indtil ALLE brevene var åbnet og alle regningerne var betalt.
Vi talte ikke engang om det - der kom ikke ét eneste moraliserende ord ud af munden på hende.
Hun kom ikke med irriterende pep talk “jeg ved, du kan” (du ved, den slags, hvor man inde i hovedet har lyst til at skrige tilbage “gu kan jeg ej!”) - eller “ER du klar over, hvad det kan have af konsekvenser for dig??” (jo tak, men det gør mig ikke mindre handlingslammet, at du siger det højt).
Hun fik heller ikke umyndiggjort mig ved at gøre det for mig.
Hun var et medfølende, fordomsfrit vidne til mit kaos.
Hun rummede mig i det og hun tænkte ikke mindre om mig - hun talte med mig om alle de ting, vi normalt plejede at tale om. Og hun havde fuld tillid til, at jeg godt selv kunne klare dét. Jeg havde bare brug for et trygt rum til at turde se “monstrene” i øjnene i.
Hendes rummelighed og tillid til, at jeg ikke var helt uden evner, selvom jeg ikke havde formået at gøre noget som simpelt, smittede af på mig og opløste frygten og handlingslammelsen og selvdestruktive tanker.
I al ærlighed, så er jeg dér, hvor jeg er i dag, i kraft af, at jeg har mennesker i mit liv, som er gjort af dét der stof.
…bare så sent som i forrige uge, hjalp vores venner igennem 10+ år - Sarah og Dennis - os med at flytte (for jeg kan snart ikke huske hvilken gang). Da de ankom, sejlede der med ting over det hele - noget til at tage med, noget til genbrug, noget til skrald, noget til... åh, jeg var i hvert fald skeløjet og gik bare fra bunke til bunke, ramt af komplet beslutningsudmattelse.
Ikke ét ord kom der fra dem om, at vi burde have pakket alt vores hurlumhej, inden de kom for at flytte. Fuld forståelse for, at det allerhårdeste ved en flytning er ALLE de ting, man har i hænderne og ikke kan undgå at skulle tage stilling til.
Faktisk er det ikke engang tingene.
Det er alle de følelser, der dukker op, som hår ud af et afløb - når man har fat i hver eneste ting man enten skal pakke med eller smide væk.
Det er alle de følelser, der dukker op, som hår ud af et afløb - når man har fat i hver eneste ting man enten skal pakke med eller smide væk.
Hvor betyder det bare alverden at opleve fuld accept af, at man ikke kan forcere sådan en proces - og så få hjælp til lige præcis dét, som er det sværeste at overkomme dér, hvor man står.
Min vigtigste erkendelse er denne:
Ægte støtte - som flytter bjerge - rækker langt ud over pep og hep “yes, kom såååå - you can do it”.
...at påpege det åbenlyse - “det var da ikke så smart at udsætte xyz, er du klar over konsekvenserne?” - hjælper IKKE synderligt med at genfinde handlekraften. Det er jo ikke fordi man er dum, at man ikke får gjort det rigtige.
...at gøre ting for andre - “hey, lad mig ordne det her for dig” - KAN være en hjælp, men mest på den korte bane. Man skal stadig selv tage stilling til det, for ikke at skulle deale med det samle gamle crap igen og igen, på den lange bane.
...et los i bagdelen og en skinger stemme i dit øre, som skubber dig ud over dine grænser… Dén tror jeg ikke på!
Det fastholder folk i overbevisningen om, at de ikke selv har evnerne, og skaber uheldige straflignende associationer - som virker som gift på ens naturlige indre drive og ønsket om at unde sig selv det bedste.
Det fastholder folk i overbevisningen om, at de ikke selv har evnerne, og skaber uheldige straflignende associationer - som virker som gift på ens naturlige indre drive og ønsket om at unde sig selv det bedste.
Jeg hører det så tit: “Jeg får ikke trænet, medmindre der står én og svinger pisken over mig"
Dét kunne ikke være længere væk fra sandheden.
Pisk = skam.
Skam skaber IKKE varig forandring, der er forskningen ret tydelig.
Skam er skovlen, der graver hullet foran dig, som du unægteligt falder i, når du bliver træt af at anstrenge dig af frygt for pisken.
Skam er skovlen, der graver hullet foran dig, som du unægteligt falder i, når du bliver træt af at anstrenge dig af frygt for pisken.
Ægte støtte er...
I mine øjne, så er det allermest værdifulde, vi kan gøre for dem, vi holder af, er ikke at heppe på dem, mens de gør det, som er svært.Det er at være der uforbeholdent og uden at dømme, når de har svært ved at gøre det, som er let. Dét, som er så flovt at bede om hjælp til.
Være dem, som tænder lyset og undersøger det der monster under sengen / i konvolutten / i spejlet / i flyttekassen.
“Nåååå var det bare dét? Dét kan jeg godt!”
Lige dér - i dén erkendelse ligger kimen til varig forandring.
Omgiv dig med mennesker, som...
...ikke sætter lighedstegn mellem hvad du gør (eller IKKE gør) i nogle bestemte områder af dit liv - og hele din person.
...har fuld tillid til, at du er et kompetent væsen, som selv har evnerne til at få ryddet op i dit kaos - og som, uden at rulle med øjnene, bliver ved din side, indtil du selv lærer at gøre det.
Vær selv det menneske for nogle andre.
PS. Og til dem, der undrer sig over, “hvordan vi er nået dertil, at man har brug for en coach til at lære at rydde op (KonMari kritikere, jeg kigger på jer) / drikke nok vand / gå på toilettet, når trangen opstår / spise og sove på faste tidspunkter / få bevæget sig hver dag”…
Shhhhh, kloge Åge...
Genfind empatien ved at se på det område, der sejler for dig.
Sådan ét har vi alle sammen.
0 kommentarer
Skriv en kommentar