(Overgangs)alder er bare et tal...

Åh, jeg har overvejet, om jeg tør kaste mig over emnet igen.

For når jeg taler om vægtøgning, aldersrelaterede udfordringer og overgangsalder, er der altid nogen, der reagerer kraftigt.

Og det kan jeg godt forstå.

Vi har nemlig opbygget en fortælling om, at med alderen går alting ned ad bakke.

At det fx er pga aldersrelateret fald i hormonerne, at man oplever vægtøgning (især fedtmasse på maven), problemer med leddene og andre skavanker. 

Men hør – det handler ikke kun om alder. 

Det handler derimod rigtigt meget om vores adfærd. Om hvad vi gør med vores krop. Om hvordan vi forvalter vores ressourcer. Hvad lægger bunden i din hverdag, hver dag?

Det er resultatet af de vaner, som er akkumuleret igennem årene, som vi mærker med alderen. 

Selvfølgelig rammer livet os også forskelligt, og der er meget, der er ude af vores hænder. Sygdom, sorg og kærlighed. 

Men noget, som vi selv har mulighed for at påvirke, og som vejer rigtig tungt på vægtskålen — og i kropsregnskabet — er vores træning og vores muskelmasse.  

Der er utroligt meget 'use it or lose it' på spil her.
Vores krop tilpasser sig til det, vi gør meget af. Øver os meget på. På godt og ondt. 

Så vi kan langt hen ad vejen opretholde mange af kroppens funktioner. Hvis vi bliver ved med at øve os.


Spol tiden tilbage med styrketræning

Men hvorfor er der så nogle, der tager på med alderen? Mens andre holder vægten?

Hvorfor flytter det meste af fedtet nærmest ind på maven hos nogle?

Mens andre holder fast i de faste former og den slanke talje?

Der er mange svar.

Men først og fremmest vil jeg sige:

Den populære overbevisning om, at alderen alene er skurken, holder ikke helt.

For jo, der sker nogle hormonelle forandringer efter de 40, men din adfærd er afgørende for, hvor hårdt de rammer.

Med alderen opstår der en vis grad af insulinresistens.

Det bliver nemmere for kroppen at dirigere energien ind i fedtvævet frem for at sende den ind i musklerne.

Resultatet er ikke så svært at gætte sig til.

Til gengæld kan du selv gøre noget for at blive ved med at være mere insulinfølsom – og altså kunne sende mere af energien fra din mad til musklerne frem for fedtvævet:

... arbejde på at holde på din muskelmasse
... blive ved med at udfordre din muskelmasse
... sørge for at at holde din muskler aktive
 - med andre ord, dyrke styrketræning af høj kvalitet.

Så vil du nemlig ikke opleve den samme grad af insulinresistens!

Se lige videoen her, hvor jeg taler om insulinfølsomhed og insulinresistens:

I øvrigt viser studier, at styrketræning i overgangsalderen endda skaber en respons, som erstatter en del af virkningen af den østrogen, som vi mister med alderen.

Effekten af styrketræning kommer tæt på effekten af hormonel behandling i overgangsalderen!

Styrketræning skaber en (gen)opbygning i muskel- og knoglemasse, samt tab af fedtmasse, som hormonterapi alene ikke formår (studie her). 

Progressiv styrketræning, hvor du gradvist løfter flere og flere kilo samlet set pr træningspas er over dobbelt så effektivt som kredsløbstræning! 

Et studie viser, at effekten i ændringer i kropssammensætning har været større af 36 omgange styrketræning, end 72 omgange kredsløbstræning, fordelt på 12 uger. 

Med alderen mister du ganske rigtigt (hurtigere og hurtigere) din vigtigste ungdomsressource - dine muskler. Med mindre (!) du holder fast på dem med den rette træning.

Men hvis du samtidig nedbryder mere i din krop, end du genopbygger - ja, så går denne proces endnu hurtigere.

Mindre muskelmasse = lavere forbrænding og mere fedt på kroppen.

Det har altså ikke kun noget med alderen at gøre.

Men endnu vigtigere: det er aldrig for sent.

At satse på muskelopbyggende træning er dit vigtigste træk.

Det vil først og fremmest stoppe den nedbrydning, der finder sted med årene.

Dernæst bygge dét op, som du har mistet igennem perioder med stress, overtræning eller måske inaktivitet.

Resultatet = OMMØBLERING.

Fedtet flytter væk fra maven!

Men Anna – hvad f.... ved du egentlig om (overgangs)alder?

Du aner ikke, hvad du taler om - for du har ikke selv været dér!

Den besked får jeg ofte, når jeg vover mig ud i at tale om at tage på i vægt med alderen.

Og nej, jeg er ikke så gammel endnu (36), så jeg har ikke mærket overgangsalderen på min egen krop.

Jeg har "kun" været igennem et stresskollaps i en alder af 23, som tog mig flere år at komme mig efter.

Men jeg har genoptrænet min mormor efter en blodprop i hjernen, og haft mange, mange kvinder i og efter overgangsalderen i mine forløb. 

Og jeg har været vidne til min mors uforklarlige udbrændthed, efter hun fødte min lillesøster.

En skilsmisse, en flytning til Danmark og flere år senere var jeg vidne til den hårde kemo, elektrokemo og anti-hormonbehandling, hun måtte stå igennem — men som desværre ikke virkede på grund af en aggressiv kræfttype og en svækket fysik.

Så vi mistede hende, da hun var bare 50 år.

Det har derfor været en stor drivkraft i mit arbejde.
At finde redskaber, som hjælper mennesker med at stå stærkere og genfinde kursen hurtigere, når man er blevet ramt af livet.