Før/efter billedet, som vil modbevise alt det, du har lært om kroppen

Lige om lidt viser jeg dig et billede på en forandring, som du vil have svært ved at tro på.

Det er IKKE ét af de typiske før/efter billeder.

Du vil have svært ved at forstå, at der ligger noget helt andet bag de billeder, end det man normalt forventer, der kræves for at skabe sådan en ændring i fysikken.

Det vil lave rod i dit syn på kroppen.

Så er du advaret.

Ok, here goes.

Se grundigt på billederne.

Registrér din første tanke om, hvad forskellen på billederne er.

• Hvor mange kilo?
  
  
• Hvilken indsats skulle der til?

Det udfordrer jeg dig på lige om lidt.

Hvad gætter du på?

Er der 5?

Eller måske 10 kilo mellem billede 1 og 2?

Hvad skulle Helene gøre anderledes for at gå fra 1 til 2?

Det er med stor sandsynlighed IKKE, som du tror.

Er du klar til at se svaret?

…

…

…

…

…

På billede 1 vejer Helene 60 kg. 

På billede 2 vejer hun 66 kg. 

Hvordan passer det ind i dit syn på sundhed (eller tyndhed)?

Nu til det væsentlige.

Helene har givet mig lov til at vise dig disse billeder under én vigtig betingelse.

Historien bag billederne, tankerne, udfordringerne, refleksionerne…

De skulle med.

“For vi ser sgu' rigeligt med før/efter billeder uden refleksioner”…

Så du får den helt sande historie nu.

“Må.stoppe.med.at.veje.mig!

Har været ulykkelig i flere uger, fordi min vægt er steget en del, efter jeg er begyndt at spise mere mad…

Men så opdagede jeg lige dette her — og jeg har udelukkende trænet 'Væk mavemusklerne' og 'Interoception'! (nogle af mine programmer, red.), som ikke rigtig føles som træning, men blot genopretter forbindelsen mellem hjerne og krop).

Det er jo helt skørt!”

Sådan skrev Helene. 

Responsen var overvældende (positiv!).

Men det skubbede til noget inde i Helene.

“Jeg blev meget overrasket over den vilde respons, der kom på mit opslag i gruppen.

Selvom kommentarerne var glade og positive, så følte jeg mig mere og mere som en bedrager, efterhånden som likes’ene tikkede ind.

For jeg er jo ikke i mål.

Jeg er jo stadig ikke tilfreds.

Jeg synes jo stadig, der er lang vej.

Og jeg har jo slet ikke trænet hårdt - overhovedet!

 

Fortjener jeg så virkelig ros?”

Hvor afspejler det bare den stærke overbevisning, mange af os er vokset op med.

Man skal helst have knoklet hårdt og gerne have lidt afsavn, for at gøre sig fortjent til sine resultater.

Det er en daglig øvelse for Helene at holde fast i det, som hun oplever virker for hende.

Fordi det er SÅ meget i modsætning til alt det, vi bliver bombarderet med hele tiden. 

“Jeg bøvler stadig dagligt med mit eget mindset i forhold til træningsintensiteten, og føler dagligt, jeg burde løfte noget tungt og svede mere.

Ellers er det jo ikke rigtigt…

Men jeg tror også, det er kommet MEGET bag på mig, hvor presset min krop har været de seneste 6 år med graviditet, fødsel, sygt spædbarn, enorm vægtøgning, skilsmisse, jobsøgning og mildest talt frygtelige madvaner.

Mistede appetitten totalt i skilsmissen og levede af Cola (energi) og kakaomælk (mæthed).

Selvom jeg har sørget for alting og holdt det hele sammen, så har jeg tæret på ressourcerne.

Så denne komplette nulstilling er åbenbart det, mit styresystem har brug for, og det kan ses på kroppen, hvor uforståeligt det end er…”

“Billederne var virkelig vigtige for mit selvbillede!

For vægten stiger pt, fordi jeg spiser temmeligt meget mere mad - og det gør mig bange og angriber selvværdet direkte!

Men… på billederne kan jeg jo godt se, at min krop bruger de nye byggesten til at lave en krop, jeg aldrig har haft før.

 

Det er dog en daglig kamp at holde fast i overbevisningen om, at retningen er rigtig.

Men jeg tager gerne den kamp.

 

Alene det faktum, at jeg igen har appetit og kan spise mere end en kartoffel og et lille stykke kød til et måltid, er jo en kæmpe landvinding - men omvendt skaber det også bare rigtigt meget uro på 1. sal, for mine overbevisninger kredser stadig om lavkaloriekure, begrænsninger osv.

Det er store refleksioner, det kaster af sig - alene dét at begynde at spise mere mad.

Jeg har jo aldrig tænkt mig selv som havende en spiseforstyrrelse per se…

Men omvendt, så har min stressrelaterede appetitløshed jo løst et 'problem' for mig i kraft af, at jeg således har undgået at tage på.

 

Og nu, hvor jeg rent faktisk mærker appetit og har brug for mad - ja, så bliver jeg nærmest lidt skræmt og bliver presset over at spise så relativt meget mere - fordi jeg jo så kan se det på vægten.

Så selv, når man tror, man ikke er skadet, så ligger der bare nogle virkelig skumle ubevidste ting og ruger i sindet, som jo nok er skabt af en masse forskellige ting, - men nok især vores evige og evindelig adgang til andres liv på de sociale medier.

 

Men jeg ved nu, at forandringer hænger ikke sammen med sult.

Jeg kan stadig mærke, at jeg ikke er klar til at træne særligt tungt overhovedet, - min krop er stadig ved at opbygge energien.

Men jeg lærer jo også hos Anna at lytte efter kroppens signaler og ikke ignorere dem og 'bide tænderne sammen' og træne videre på trods af svimmelhed, sult og energimangel. 

Helenes historie illustrerer så godt, at dét, som har den største effekt, ikke nødvendigvis er dét, som kræver den største indsats.

Dét, som du har allermest brug for på det pågældende tidspunkt, er afgørende.

I nogle perioder er der mest brug for reparation.  
Og i andre perioder — udfordring.