Om at nå vigtige ting, tackle afbrydelser og lære af zebraer
Hele den sidste uge blev jeg gang på gang mindet om at gøre de vigtigste ting først og holde fast i min kurs, uanset hvilke udefrakommende faktorer der måtte spille ind.
Træning er fx enormt vigtigt for mig. Den giver mig det nødvendige overskud til resten af dagen, gør min hjerne klar, samtidigt med, at jeg kan være emotionelt stabil i udfordrende perioder.
Og lige nu - med en baby, der er mere og mere vågen om dagen, en masse projekter i kølvandet - så kan det synes umuligt at finde tid til at gennemføre det planlagte træningspas. Jeg har i perioder fanget mig selv i at gå rundt om mig i cirkler og bruge uhensigtsmæssig meget tid på at finde ud af, hvad skulle jeg dog gå i gang med, når Valentin endelig faldt i søvn. Og da jeg så endeligt kom i gang med noget, fx. træningen - så vågnede Valentin, eller så ringede telefon, eller så skulle jeg lige svare på en mail, der haster. Og jeg blev såååå irriteret: "kan jeg nu ikke få lov til at gøre noget, uden at blive afbrudt? hvorfor er der alle mulige ting, der afbryder mig, når jeg mindst har brug for det?"
Disse tanker dræner mig utrolig meget for energi. Så jeg blev meget hurtigt enig med mig selv om at være så egoistisk, at jeg ville gennemføre det projekt - i dette tilfælde træning, - som jeg er i gang med og rumme afbrydelserne. Når Valentin vågner, når han ellers plejer at sove, så stiller jeg mig foran hans barnevogn og bliver ved med at træne. Det viser sig, at han finder det ret sjovt, når jeg fx laver benbøjninger "nu kan jeg se mor og nu kan jeg ikke". Han kigger interesseret på, hvad jeg laver, indtil jeg er færdig med træningspasset, og er klar til at være nærværende sammen med ham. Ligesom han godt kan sidde i sin skråstol og vente på, at jeg får lavet min morgenmad, mens jeg synger børnesange (som jeg ellers var så bange for, at jeg ikke kunne finde ud af, mens jeg stadig var gravid).
Win-win: mor får trænet og har energi, baby får stimuleret sine spejlneuroner og bliver udfordret motorisk, også når han ikke bliver direkte stimuleret.
Sjovt så hurtigt et irritationsmoment kan forsvinde, hvilket er skønt for ens stresshormonniveauer.
En meget anerkendt stressforsker Robert Sapolsky skriver i sin - forresten meget underholdende - bog "Why Zebras Don't Get Ulcers", at noget af dét, der kan stresse os allermest er, når vi ikke ved, hvornår der er "fare på færde", så vi går rundt og hele tiden afventer - i det her tilfælde: "hvornår bliver jeg mon afbrudt igen igen?" Jeg kan afsløre, at det ikke har nogen optimal effekt på hjernefunktion.
I denne korte video kan du høre, hvad vi kan lære af zebraer i sådan nogle tilfælde:
Ved at fokusere på min egen agenda og holde fast i, hvad der er vigtigt for mig - både på den korte og den lange bane - uden at bekymre mig om, hvorvidt jeg bliver afbrudt, hvornår jeg bliver afbrudt og hvad skal jeg dog gøre, når jeg bliver afbrudt, oplever jeg at være en meget mere overskudsagtig og lykkelig mor og kæreste, og det smitter også af på mine nærmeste.
Hvordan tackler du afbrydelser i din hverdag?
0 kommentarer
Skriv en kommentar