Bare fordi jeg kan...
... så betyder det ikke, at jeg skal gøre det. Løfte tungt.
Der er gået lidt inflation i begrebet "styrketræning" for kvinder. Ordet bruges til at beskrive alt fra forsøg på at løfte så tungt, som man overhovedet kan, én gang, og til at lave hvad som helst i en hel time eller to - bare man har en håndvægt i hånden. Fra CrossFit til BodyPump. I virkeligheden, er der stor forskel mellem at træne for at blive stærk, træne for at få definerede muskler og til at kunne lave mange gentagelser med sin egen eller en ekstra vægt. Det vil jeg gerne komme ind på en anden dag.
I dag har min læring (endnu en gang) været, at godt nok er det virkelig virkelig fedt at løfte mange kilo - fordi jeg føler mig både fysisk og mentalt stærk, og jeg bliver høj af den form for træning. Men det er ikke godt for min krop i længden. Jeg har været der. Og det tog et godt stykke tid at komme tilbage.
Har løftet 135 kg i dødløft til en julefrokost (nej, det var ikke i ædru tilstand, og nej, jeg er ikke stolt af det længere!). I ædru tilstand har jeg for nogle år siden løftet 5x5 med 100 kg uden opvarmning. I klipklappere.
Har konkurreret i styrkeløft råt (uden støttedragter mm.) - løftet 87.5 kg i squat, og fik skulderen af led i bænkpres. Dødløften kom af den grund aldrig op - stangen var som limet til jorden!
Hård træning og travl livsstil = dårligt match!
Det var sjove tider, og det var utroligt bekræftende at kunne løfte så mange kilo. Jeg kunne håndtere alle mine mentale udfordringer i et vægtløftningslokale. Men så fik jeg et fuldtidsarbejde, som til tider krævede 50-60 timers indsats om ugen af mig. Og så fik jeg en kæreste. Og så skulle jeg aflevere min bachelor-opgave. Og så var der en flytning. Og så kunne kroppen ikke håndtere den træningsintensitet, jeg lagde for dagen. Appetitregulering røg ud af vinduet. Jeg oplevede væskeophobninger - op til 5 kg ekstra fra den ene dag til den anden. Jeg havde så stærke menstruationssmerter, at jeg måtte melde mig syg i én uge hver måned og ligge i fosterstilling! Jeg tog på. Og til at toppe det hele, så gik jeg til sidst ned med stress.
I dag ved jeg, at det ikke var, fordi der nødvendigvis var for meget at se til på min daværende arbejdsplads. Jeg stillede bare krav til min krop, som den på ingen måde kunne leve op til. Jeg gav den 110% hver eneste gang til træning. Jeg fulgte programmet til en prik, selvom jeg havde småskader og skavanker (som senere viste sig at være nogle ret alvorlige overkompensationer, som jeg den dag i dag arbejder på at slippe af med).
Jeg giver den aldrig alt hvad jeg har, når jeg træner.
Jeg er 100% fokuseret og nærværende, ja. Men jeg efterlader altid en buffer, og jeg træner aldrig, aldrig, aldrig til udmattelse.
Derfor konkurrerer jeg heller ikke længere - fordi det koster for meget på kroppen og på min samlede energi.
Opskriften på en glad krop for mig er:
- Træning der er tilpasset min kropstype (jeg er fra naturens side "marathon" typen, men har været helt over i "sumobryderen" ved at træne og spise på dén måde i en lang periode. Nu befinder jeg mig godt med "atlet" typens træning).
- Frekvent træning - 5-6 gange om ugen
- Korte træningpas - typisk mellem 6-20 minutter
- Når jeg er færdig, føler jeg, jeg kunne have givet den 20% ekstra - men det gør jeg ikke.
- Jeg laver altid 2-5 gentagelser mindre pr. sæt, end jeg ellers ville kunne, med en given vægt.
Det kan være svært at inddrømme over for sig selv, at den træning, man virkelig bliver høj af og elsker, ikke nødvendigvis elsker én tilbage. Heldigvis kan man med småjusteringer få en fed træningsoplevelse hver gang alligevel OG se resultater samtidigt med.
Hvordan ser din træning ud lige nu? Og hvordan fungerer det - helt ærligt - for dig? Hvilke knapper ville du skrue på, hvis du skulle ramme din "sweet spot" ift. både træningsoplevelse og resultater?
1 kommentar
Skriv en kommentar