Jeg holder ikke i hånden!..
Men jeg skal nok gribe dig, hvis du falder (tilbage)!
Der var en gang, hvor jeg ville hjælpe mine klienter. Jeg var sød og rar og forstående. Hende, der reddede damerne fra de overflødige kilo/smerter/træthed, som overfaldt dem.
Jeg holdt mine damer i hånden og sagde: "Vi skal nok få dig i mål!". Også, når vi lavede ugentlige målinger, der ikke havde rykket sig, og damen blev ked af det og sagde "Åh, det lykkes aldrig for mig! Jeg kommer til at dø fed... Snøft..."
Så tænkte jeg: "Åh nej, det virker nok ikke, dét, som jeg har sat damen til - men vent, det kan jo ikke passe, det virkede jo for de andre, men måske har jeg overset noget... Måske skal vi ændre strategien alligevel, ja, lad mig finde en ny plan til hende!"
Og så sagde jeg: "Jo, det skal nok lykkes - ved du hvad, nu gør vi det lige på den her måde, lad os afprøve denne her nye plan - den virker helt sikkert!"
Min skyld, at det ikke virkede...
Planen virkede ikke, heller ikke denne gang - af den simple årsag, at den ikke blev implementeret, ikke fuldt ud, ikke systematisk eller overhovedet slet ikke. Og det blev forglemt mellem linjerne.
For mit fokus var på, at damen jo var ked af det over de udeblevne resultater, så jeg skulle lige trøste hende, sådan at hun ikke tabte modet på projektet, og så brød jeg min hjerne med at finde på en ny fidus.
Jeg havde lidt berøringsangst for at spørge hende ud om graden af overholdelse af det program, som jeg oprindeligt havde sat hende i gang med.
Også min skyld, hvis motivationen glippede...
Det var også den gang, at mine damers succesrate med projektet kropsforvandling afhang af, om jeg nu svarede dem hurtigt nok på fx. en SMS med "må jeg godt spise den her kage nu?" eller "jeg har lige et par - tyve - ekstra spørgsmål, før jeg føler jeg kan gå i gang" - for hvis jeg nu ikke var hurtig nok på tasterne, fordi jeg havde gang i noget andet (ja, det hænder at jeg også har andre klienter, er sammen med min familie eller er i gang med selv at træne), så var det min skyld, at damen mistede motivationen. Fordi jeg jo ikke var der, lige da hun havde brug for mig. Damen blev sur. Meget sur. Og så gik hun ombord med alt det forbudte (kage og sofa frem for træning og grøntsager), bare for at bevise sin pointe.
Fra projektion til spejling
Needless to say, så er jeg holdt op med ovenstående coaching strategi - vi kørte jo i ring. Og min vigtigste opgave er at facilitere den proces, der skaber fremgang - ikke tilbageholde mine klienter i det samme trummerum. Min opgave er også at gøre mine klienter selvkørende - og det kræver, at de får mulighed for at øve sig. På egen hånd.
Det er min opgave at sparre med dem, give og modtage feedback, holde informationen tilbage (ja, det kan være handlingslammende at vide for meget) - så de kan fokusere på dét, der er opgaven lige nu og her, samt i fællesskab afklare, hvad det næste rette skridt for dem er.
Jeg stiller som krav til mine kursister, at de giver mig ærlig feedback på, om den strategi jeg foreslår dem, kan lade sig gøre i deres virkelige liv. Ikke hvad de ønsker, de kunne gøre, hvis alt flaskede sig - men hvad de er helt 120% sikre på, at de kan gøre. Og at de tager ansvar for at ned- eller opjustere planen, hvis der er behov for det, så de kan overholde den.
Hvad får mine klienter og kursister af mig?
- Jeg er der ikke for dem 24/7 - men jeg sørger for, at de ved, hvad og hvordan de gør på egen hånd.
- Jeg svarer ikke på alle deres spørgsmål - kun på de afklarende og handlingsorienterede af dem, der handler om ugens opgave, for at hjælpe med at bevare fokus og energien.
- Jeg trøster ikke, når de er faldet i - men jeg hjælper dem med, hvordan de laver en plan B og undgår at gøre det næste gang.
- Jeg "holder ikke intentionen" for dem - jeg hjælper dem med at tilpasse målsætningen og forventninger, så de kan gå i opfyldelse, frem for at forblive en uopnåelig drøm.
- Jeg lader mig ikke rive med af øjeblikkelig entusiasme, hvor de beder mig om at få lov til at gå all in - jeg vil hellere have, det går for langsomt og forsvarligt, men kun med succesoplevelser, for det skaber bedre læring.
P.S. Jeg er stadig sød og rar og forstående. Jeg fortæller dig bare ærligt, når du er i gang med selvbedrag og overspringshandlinger. Og foreslår, hvordan du kan komme udenom og videre. Jeg er helt OK med at sætte lige netop det tempo for forvandlingsforløbet, som du har brug for. Og hvis jeg synes, at du bruger det som undskyldningen for at stå stille, så skal jeg nok sige det til dig. Og jeg dømmer dig aldrig. Uanset, hvad der sker af udfald i din proces, er det jo bare en fase, du er i. Uanset, hvor du er, hvor meget eller hvor lidt du kan, er det OK. Bare du har mod på at flytte dig videre.
Nu ved du, hvad du kan forvente af efterårets 1200-hold. Kunne du godt tænke dig at komme i mål for alvor denne gang, så det ikke bliver endnu en "kur" du har prøvet og som ikke har virket?
P.P.S. De damer, der ikke havde lyst til at komme ud af den hjælpeløse rolle, faldt fra, da jeg skiftede strategi. De fandt en ny behandler - og jeg håber inderligt ikke, at denne nye træner/coach - som mig selv i starten - havde fløjlshandskerne på, men spejlede deres verdensbillede og fået dem ud i handling.
Læs artiklen "Når Messias er coach" af dygtige psykolog Majken Matzau, uanset om du er coach eller "blot" en støtteperson for én, der er i gang med en livsstilsændring. Majken skriver om forholdet mellem coach og klient. Jeg anbefaler også, at mine kursister læser artiklen.
Alt for ofte får man som buddy lyst til at hjælpe den anden - det er meget normalt, men det er et farligt område at bevæge sig ud i, for det kan fastholde den, der bliver støttet i en offer/hjælpeløs position, hvor det bliver svært at tage ansvar for egne handlinder.
0 kommentarer
Skriv en kommentar