"Jeg lever som om jeg ikke har en krop" - gæsteblog af Kamilla Maria Jakobsen
"Der er meget, jeg kunne fortælle om mig selv...
...også for at slippe for at være ærlig og fortælle dét, jeg har på hjerte, men som jeg også synes er lidt svært at dele. Fordi jeg ikke er særlig stolt af det.
Men for en gang skyld vil jeg lade ting som uddannelse, hvad jeg laver, hvor jeg bor, min alder, status og lignende træde i baggrunden, og dele det jeg har på hjerte".
Kamilla er 24 år og studerer Kristendom, Kultur og Kommunikation.
I dag fortæller hun om, hvordan de gode karakterer følges ad med en overbelastet, jaget krop; hvordan dét at aflyse aftaler og opgaver giver lykke og ro; hvordan træning hænger sammen med stress. Hun deler også ud af sine mest effektive ritualer for at genopbygge sin krop.
"Jeg vil gerne dele mine oplevelser med at være på 1200-holdet med dig, hvilke tanker jeg gør mig undervejs, og hvad jeg har oplevet indtil videre.
"Hvis min krop skulle præsentere sig selv – hvad ville den så sige?"
Det spørgsmål kom jeg til at tænke på, da jeg skulle skrive det her blogindlæg.
Altså, hvad ville min nakke f.eks. sige?
Jeg tror, den ville sige, at den har ondt, fordi jeg sidder for meget foran computeren og ikke bevæger mig ordentligt.
Lige på og hårdt!
Av.
Men faktisk taler kroppen jo, og nogle gange RÅBER den - det har jeg fået at mærke den seneste tid.
Jeg har ofte brugt det udtryk, at jeg lever som om, at jeg ikke har en krop. Tragisk, måske en smule overdrevet, men med en god portion sandhed!
Lad mig give ét ud af mange eksempler:
Ved mine eksamener på studiet har jeg efterhånden fået oparbejdet en række dårlige erfaringer med opgaveskrivninger, hvor jeg sidder oppe, natten før jeg afleverer, holder for få pauser og får ondt i nakke, albuer og ryg, spiser dårlig mad og stresser rundt.
Sammen med den gode karakter, jeg plejer at få, får jeg også en bunke negative konsekvenser.
Jeg går typisk hjem og lægger mig i sengen og er helt kvæstet, ikke bare en dag eller to dage, men mange dage!
For hver gang jeg har kørt mig selv ned og mærker, at min krop har ondt på alle mulige måder, så tænker jeg ”hvor mange chancer giver du mig mon endnu, lille krop?” - og når jeg lægger hovedet på puden, håber jeg, at jeg vil vågne friskere næste dag, og at min krop i nattens løb har helet sig selv.
Min seneste eksamen var i januar - jeg er ikke kommet over den endnu!
Natten efter kunne jeg ikke sove, jeg kunne mærke mit hjerte og en mærkelig ukendt uro i kroppen.
Ondt i kroppen. Tankemylder. Stress og en følelse af at blive jagtet.
Jeg blev bange.
Min krop RÅBTE!
Jeg kiggede mig selv dybt i øjnene og måtte til sidst erkende, at jeg var overbelastet og stresset.
Ikke bare af studiet, men af alle mulige faktorer i mit liv.
Min krop forsøgte på alle mulige måder at sige: STOP SÅ!
Og det gjorde jeg så.
For hver aftale jeg aflyste, og hver opgave jeg gav fra mig, kunne jeg mærke en boblende følelse af lykke og ro sænke sig. Det føltes helt rigtigt og som et vigtigt skridt.
Jeg veksler nu mellem lykke og krise. Der er gode og dårlige dage, men en ting er sikkert - jeg har fået mig en slem forskrækkelse og er så villig til at gøre/ikke gøre, det der skal til for ikke at komme derud igen.
Min pointe med at fortælle det her er at gøre mit udgangspunkt tydeligt.
Når 1200-holdet slutter i maj, håber jeg, at jeg er et andet sted. Det er jeg faktisk ret sikker på, at jeg er - for jeg har allerede oplevet små tegn på forandring!
Jeg træner ikke, jeg bevæger mig.
Fordi jeg er stresset, har jeg, efter Annas anbefaling, skippet de 3 x 20 minutters træning pr. uge, som ellers er en fast del af 1200-holdet, fordi min krop ikke skal udfordres for meget.
Anna har i stedet rådet mig til at lave 10 minutters opvarmningsprogram hver dag, og gå tur hvis jeg har lyst.
Du kan se hvilke øvelser jeg laver her, det er Annas kæreste Jacob Søndergaard, der guider i videoen (klik for at se videoen på youtube) >>>
Det er øvelser, der gør kroppen tryg og bedre til at bevæge sig. Når jeg laver øvelserne, kan jeg mærke, at jeg bliver mere smidig i kroppen og får færre spændinger.
Selvom jeg glæder mig til at have overskud nok til at træne med kettlebells, så er de 10 minutter nok til, at jeg ved, at jeg gør noget godt for mig selv!
”Så lad mig dog sove…”
Sådan siger min krop ofte til mig – og jeg har ofte valgt at overhøre det!
Nogle gange har jeg ønsket, at jeg ikke var nødt til at sove, men bare kunne arbejde i døgndrift for at få overstået alle de ting, jeg synes, jeg skulle gøre.
Fordi søvn er så essentielt, er det den allerførste vane, vi har fået på 1200-holdet.
At få mere søvn har været den mindste ting, jeg har gjort - og alligevel den med største effekt indtil videre.
De dage hvor jeg får sovet nok (9-10 timer i mit tilfælde), genvinder jeg min energi, har lyst til at stå op, kan bevare overblikket og have mange bolde i luften. Jeg har færre cravings og meget bedre humør.
Søvn er virkelig et vidundermiddel!
Men jeg har heller ikke altid let ved at sove, fordi det typisk er dér, at jeg for alvor mærker uroen, nakkespændingerne og tankemylderet.
Anna har givet os nogle forskellige strategier til at forbedre vores søvn, og jeg valgte den strategi at slukke for computer og elektrisk lys kl. 21 og ligge i sengen inden kl. 22.
Det har faktisk været overraskende nemt at lukke ned for computer og opgaver…
(Indrømmet: det kniber stadig lidt med facebook via mobilen)
En af de mest brugbare ting, Anna har sagt, er nemlig, at...
...man aldrig bliver ”færdig”
ALDRIG FÆRDIG. Det giver mig faktisk ro at erkende.
Der er altid en ting, jeg liiige kunne gøre (svare på en mail, læse lidt mere på pensum, omformulere et par sætninger i dette blogindlæg…) men vil jeg have konsekvenserne, der medfølger?
Nej tak.
Når jeg slukker elektrisk lys kl. 21 og tænder stearinlys i stedet, kan jeg mærke, at jeg falder mere til ro, og min krop indstiller sig på, at jeg snart skal sove.
Jeg blev rigtig glad, da Anna foreslog, at jeg kunne lave et lille ritual, inden jeg skulle sove, som tager udgangspunkt i min personlige tro på Gud, fordi det betyder meget for mig.
Det gjorde mig også glad, at Anna er i stand til at se, hvilke ressourcer jeg allerede har i mit liv.
For som hun sagde: Nogle gange skal man ikke gøre nye ting, men gøre ting man allerede kender og er vant til.
”Jeg skal nok passe på dig…”
Det øver jeg mig i at sige og vise min krop.
Jeg har indset, at JEG SELV spiller den vigtigste rolle, når det gælder at passe bedre på mig selv.
Det betyder ikke, at jeg ikke kan have brug for at bede om hjælp for at få det bedre.
Jeg har brug for hjælp, og det får jeg på 1200-holdet - tilpasset mig, i de rette doser og på den rigtige måde.
Annas filosofi er, at forandring kræver passende forstyrrelser, dvs. at vi tager små skridt, og ikke skal ændre det hele på én dag.
Det er så oplagt at tænke: ”ja ja, lad mig nu bare se at komme i gang. Fra i morgen vil jeg spise sundere, træne mere, gå tidligere i seng, spise kosttilskud [indsæt-selv-noget-du-ved-du-burde-gøre-anderledes]"
Men altså, den strategi har jeg prøvet mange gange, og det virker slet ikke for mig.
Og som jeg har det nu, ville jeg slet ikke orke at skulle ændre på alt.
De små skridt er også med til at gøre, at jeg opnår større tillid til mig selv og min evne til at passe på min krop, fordi jeg ser, at jeg godt kan overkomme små skridt mod mit mål om at få en sundere krop.
Med søvnen er jeg allerede godt på vej. Jeg glæder mig til at fortælle dig om mine næste skridt.
Sov godt,
Kærligst Kamilla.
0 kommentarer
Skriv en kommentar