Solstråle-historier, my a**! (Når du ikke føler dig som nogen succes...)

Når jeg sender en case-historie på bloggen og ud i nyhedsbrevet fra tid til anden – eller, når andre deltagere på et af vores forløb deler deres succeser i de lukkede facebook grupper – så kan det helt klart have en inspirerende og motiverende virkning på de andre, der måske lige trænger til et puf til at komme i gang (igen).

• Det kan give en ny vinkel på, hvordan de problemstilinger, man måske selv føler, man er kørt fast i, kan løses på en anderledes, simplere eller mere bæredygtig måde.
• Det kan give fornyet håb om, at selv en lang historik af forskellige udfordringer faktisk KAN løses – man har måske bare ledt efter svaret et forkert sted eller grebet det uhensigtsmæssigt an før.
• Det kan give tiltroen til, at hvis andre i en lignende situation kan mestre dét, så kan man faktisk også selv.
• Det kan give et indblik i, at de færreste successer opnåes ad en lineær vej – og inspiration til, hvordan man tackler de forskellige undervandssten og de kolbøtter livet kaster ens vej, sammen med gå på mod til at blive ved med at komme op på hesten, selv om man liiiige er på nippet til at give op.

MEN.

De der solstråle historier kan også have en helt modsat effekt.

Og det er der en modig læser, der har sat ord på i Skyhøj FB gruppen forleden dag. Jeg – og de andre i den gruppe – har vendt nogle interessante tanker i den forbindelse, som jeg vil dele med jer herinde.

Fordi det her med at have perioder, hvor man føler sig som alt andet end succes…

…de vil komme og ramme dig på alle mulige tidspunkter – og få kastet skygger over de store forbedringer på mange planer, og de vigtige vaneændringer, som der faktisk er sket.

Så det lige pludselig føles, som om det bare overhovedet ikke er godt nok. Og man kan lige så godt kaste håndklædet i ringen. Faktisk, kunne man lige så godt have ladet være med at komme i gang! Og har man været for sløv de seneste måneder, så er kommende måneder da lige så godt som spildt… (“Dunk, dunk” – kan du høre hammeren?)

Også selvom både jeg, superteam-coaches og dine medkursister/makkere bliver ved med at snakke om, at det er helt ok at nedskalere eller have perioder, hvor det ikke går den rigtige vej, og at selv små fremgange man oplever, er en kæmpe sejr…

…så kan det være svært *selv* at acceptere, at man ikke performer liiiige så godt og rykker sig liiiige så meget, som man inde i sit eget hoved, i sit verdensbillede, anser for passende og for værende “rimeligt ift ens standard”.

Det er jeg – og mine Superteam coaches – løbende vidner til på vores forløb og i FB grupperne, især på Uimodståelig forløbet i år, nu vi er så priviligerede at kunne følge deltagerne i et helt år, med alle de op- og nedture, der unægteligt kommer.

Og vores fornemmeste opgave er at give dem håndklædet tilbage. Proppe det ned i sports-bh’en, hvis de nægter at tage imod det (i overført betydning ;-)). Løbe efter dem med det håndklæde. Det er jo, hvad vi har forpligtet os til. Det er jo, hvad vi ved, at de i bund og grund har brug for.

Og her, her er dit håndklæde!

Først ordene fra kvinden i Skyhøj gruppen, som jeg er sikker på, at mange af jer herinde kan relatere til:

“Er jeg mon den eneste…..? Som følger med på sidelinjen, læser mange af de gode opslag, læser om folks begejstring for træningen, læser om dem som har knækket koden til det gode trænings liv… Læser opslag om dem som har motivationen, dem som skaber flotte resultater og bliver en bedre udgave af sig selv… Alt imens jeg banker mig selv i hovedet over jeg ikke kan tage mig sammen til hverken at træne eller spise fornuftigt… Føler mig håbløs og opgivende…

15 min tænker jeg hver dag… Det er bare 15 min… Men af en eller anden grund forsvinder dagen og de 15 minutters træning udebliver atter…Er jeg mon den eneste der har det sådan ? Hvordan finder I motivationen til komme i gang og holde fast?”

HER ER SÅ MINE SVAR OG REFLEKSIONER:

1. Accepter, at der er perioder, hvor du er nødt til at sænke barren.

Det er sjældent lutter lagkage hele vejen igennem. Hvis du læser nogle af de historier fra kvinder, der har været i gang i over et år, så vil du se at alle har perioder med “tjuhej, hvor det går” og så perioder med “hverdagen overhaler mig, jeg forsøger at hænge i så godt jeg kan”.

Og der kommer rigtig mange gode betragtninger og erfaringer her i tråden allerede – Fx ift det her med at slutte fred med, at man til tider (ofte!) må nedskalere programmerne. Slutte fred med, at efter nogle perioder med fremgang, så er der brug for perioder med “vedligehold” eller “damage control”.

Sænke barren og ambitioner for, hvad man skal kunne nå at presse ind på en uge af træning og kost og slutte fred med, at træningsugerne ikke behøver at vare 7 dage, men kan også være 10-14 dage. Ikke hamre sig selv i hovedet, bare fordi man ikke lige kan følge en plan på papiret – men sige “pyt” og strække den plan, så den bliver realistisk og man bliver positivt overrasket, når man får det gjort.

Det arbejder vi meget med på årets 1-årlige Uimodståelig forløb. Det her med ikke at kaste håndklædet helt i ringen, når hverdagen banker på (det gør den så pænt ofte :) ) – men vælge ud, hvilke af de få vigtige vaner der gør en stor forskel, og som man ved er det rigtige at gøre, man skal holde fast i som minimum, når bølgerne går højt. Og når man har overskud, så bygge lidt på igen.

Al fremgang foregår i zig zag. Og med tiden, så bliver de der udsving mindre. Men det lange perspektiv er vigtigt. Og så tage tingene i bidder. Det er alt eller intet, der f*cker os op – hvis ikke vi kan alt hvad vi har forestillet os, så bliver vi handlingslammet (“så kan det være lige meget”). Men det er jo ikke lige meget.

Det er bare først og fremmest en mental proces. Når man er træt af at genforhandle med sig selv hele tiden, og når man først tager stilling om, at nogle vaner vil man bare ikke gå på kompromis med, så bliver det lettere at få tingene gjort – og acceptere de gange, hvor det skrider.

Hele den første fase, den der tankeproces med “jeg burde også, men på den anden side…” – det er *også* en del af ens forandringsproces – det er før-overvejelse og overvejelse. De faser skal man igennem, inden man når til forberedelse og handling – og derefter vedligehold og håndtering af tilbagefald. Så du ER i en proces, bare ud fra at du overhovedet skriver herinde og spørger til råds :)

Måske kan det være godt at spørge de skønne kvinder i vores fællesskaber og grupper, hvordan de håndterer faserne – hvordan håndterer de tilbagefald fx (som sker hos os alle! Og er intet at skamme sig over – jo før man accepterer dem og at de ikke gør én til et dårligere menneske, jo før kan man komme op på hesten igen. Der er når man skammer sig og slår sig selv i hovedet, at man næsten ikke kan komme i gang igen).

2. Stop med at gøre det til et kæmpe projekt, du skubber foran dig – eller venter på motivationen, der lige rammer dig. Motivationen kommer, når du handler.

Er det ikke også, fordi man nogle gange gør det til et større projekt, end det er?

I stedet for fx at sætte uret til 15 min i dag og se, hvor langt man når (man når dét man når, så når uret ringer, så er man videre) – så kan man sidde og gruble over, om man nu kan dét, og gør man det rigtigt, og kan man nu gennemføre alle ugerne, og hvad hvis det ikke virker så godt, som man havde håbet, og hvad hvis man er nødt til at holde pause, og hvad så efter de 7 uger, og nytter det overhovedet noget, når man er så langt væk fra mål, og hvad nu hvis og hvis og hvis…

Jeg kender det personligt fra områder som fx regnskab og bilag, huller i tænderne og tandpleje sådan generelt, oprydning i huset – alt sammen noget jeg har haft en tendens til at procrastinate og stresse over i årevis!! Indtil jeg løbende tog det emotionelle og det “uh det er et alt for stort projekt til at gå i gang med og nogensinde nå i mål” ud af det – og bare tænkte, nu afsætter jeg lige 15-20 minutter til dét og ser, hvor langt jeg når.

Motivationen kommer i takt med at man handler. Den dukker ikke op, mens man sidder og grubler og bekymrer sig.

3. Det handler IKKE om konkrete kost og trænings opgaver, man ikke kan overskue – det handler om skammen ved at se sig selv i øjnene og opdage, i hvor lang tid man har ladet stå til. Tilgiv dig selv – for at kunne komme videre, så du bliver sat fri til at gøre dét, du ved er det rigtige for dig.

Jeg kom i tanke om det her med, hvorfor vi ofte kan undgå at gå i gang med noget, som vi rationelt ved er det rigtige for os at gøre… og jeg tror det også kan handle om, at det ikke er selve opgaven vi ikke kan overskue… det er den emotionelle store kamel at sluge, altså frygten for, at når vi går i gang med det her vi har udsat længe, så opdager vi:

1) hvor meget vi har f*cket tingene op (skammen der opstår ved at blive sat ansigt til ansigt med fx, hvor mange penge man har brugt på unødvendige ting – eller hvor langt tid man har ladet stå til min sin krop) og

2) hvor langt der er til mål (frygten for at der måske er endnu længere end man troede). Den der realitet gør sgu ondt.

Og enten, når man åbner øjnene, så kan man bruge den som drivkraft til at tage hånd om rodet – bare gå i gang med at rydde ud i skufferne, stoppe med at bruge penge på unødvendige ting, erstatte take away med ordenligt mad lavet fra bunden, træne i stedet for at stene foran computeren…

Eller man kan vælge at tage skyklapperne på igen og lade som om elefanten ikke er i rummet. Lade være med at gøre noget og måske i lidt længere tid opretholde et pænere selvbillede af sig selv.

Men man kan bare ikke fortrænge det i evigheder…

For regningen kommer en eller anden dag. Nu har du bare mulighed for at afgøre, hvor mange renter der ryger på…

Så det er den emotionelle del der skal håndteres. Og en evne til at tilgive dig selv, at du har f*cket op – finde din indre voksne, der tager dit indre barn i hånden, og sige “Du er stadig et godt menneske, selvom der er så mange ting der sejler. Kom, lad mig vise dig et skridt ad gangen, hvordan du kommer ud af det her. Det skal nok gå”.

Det er her selvaccepten spiller en afgørende rolle.

Det handler i bund og grund ikke en dyt om træning og kost. 

Kom med i klubben!

Du lærer at styrketræne hjemme, så du får synlige resultater med blot 1 time om ugen. Teknisk sikkert, effektivt og uden skader - med skyhøj efterforbrænding.

Jeg giver dig mine bedste strategier til et hverdagsvenligt og bæredygtigt træningsflow, som bliver ved med at skabe fremgang og synlige resultater for dig – uden at du nogensinde skal træne til udmattelse.

SE MERE OM MEDLEMSKLUBBEN HER  →

Se også flere videoer med øvelser, viden og tips på min YouTube kanal.