Skyhøj Forbrænding – og alt mit arbejde – er dedikeret til min mor.

I næste uge, 1.november, ville min mor være blevet 55 år.

Men hun blev taget fra os af brystkræft natten til den 31. december 2012. Hele sygdomsforløbet varede 1.5 år – det gik stærkt.

Canceren var for aggressiv, og hver gang lægerne prøvede en ny behandling, virkede det godt i starten, men efter et stykke tid blev cancer-cellerne resistente, og kræften voksede sig større og spredte sig til lungerne. Samtidig blev bivirkningerne værre og værre. Min mors immunsystem kunne ikke følge med. Jeg prøvede, desperat, at få hende i gang med træning.

Jeg ved nemlig, at kræftpatienter, der styrketræner under deres behandlingsforløb, har markant større chancer for at overleve. 

Og derfor er det så VANVITTIGT, at vi har en sundheds- og slankekultur, der næsten udelukkende fokuserer på at skrælle kiloene af, med alle midler, så vi mister både muskler og fedt og ikke har noget at stå imod med!!!

(Læs eventuelt mere på de links, jeg har delt i mit PS).

Min mor var slidt op

Men min mor havde det svært med det der træning. Hun havde været meget aktiv i sine unge år, hvor hun stod på ski og dyrkede volley. Men så kom der børn og arbejde i vejen... og min far begyndte at misbruge alkohol.

Det startede, da jeg var 6 år, og blev værre og værre, til min mor endelig sagde stop, blev skilt og flyttede mig og min søster til Danmark i 1998. Men alle de år op til…

Jeg kan tydeligt huske min mors søvnløse nætter, hvor hun gik rundt og slukkede lyset efter ham, tjekkede om hoveddøren var låst, talte ham til ro, når han ikke kunne finde de flasker, han havde gemt under badekarret.

Det er ikke for at hænge min far ud. Han bar på sin egen ulykkelige historie, som tragisk resulterede i, at alkohol syntes som den eneste udvej.

Men alle de år sled min mor op.

Hun lignede mere og mere et spøgelse og havde perioder, hvor hun ikke kunne rejse sig op fra sengen, men bare ligge og stirre ud i luften.

Men hun var så stærk mentalt. Hun fandt kræfterne til at skabe en bedre fremtid for os og for sig selv. Hun fandt kærligheden igen med min stedfar, og min skønne mindste lillesøster, som nu er 14 år, kom til verden.

Skavankerne kom snigende

Min mor var glad. Men hendes krop var træt.

Hendes vægt var opadgående.

Skavankerne stod for døren.

Først perniciøs anæmi – en lav blodprocent, som skyldes nedsat B12 vitamin optagelse på grund af sygdom i mavesækken. Men den lave blodprocent hos min mor kunne bare ikke bankes op med hverken stærke jernpræparater eller B12 injektioner.

Så blev en autoimmun levertilstand opdaget.

Så forhøjet blodsukker og præ-diabetes…

Og jeg prøvede, prøvede virkelig at få hende til at komme til mine træningstimer.

For at få gang i kroppen. Fortalte, hvordan hun burde ændre på maden, hun spiste (liiidt betændt emne at tage op familiært, indrømmet…)

Men jeg havde ikke rigtig succes. Ikke fordi, hun ikke ville. Men fordi, hun ikke magtede det.

Hun blev for hurtigt forpustet, følte sig svag, blev meget øm (den lave blodprocent forklarer egentlig også hendes evige træthed og modvilje mod træning).

Og så brød hun sig ikke om at svede.

Dengang vidste jeg desværre ikke nok om, hvordan man nedskalerer træningen og bevægelserne, så man magter det og kan holde til det uden at føle sig kørt fuldstændig over. 

Og så ringede hun til mig den dag, hun fandt knuden i brystet......... 

Kræft, kemo og styrketræning

Jeg kan huske, at jeg stod med min ældste på armen, som dengang kun var 3 måneder gammel, og jeg græd som pisket, da hun fik dommen.

Og så gik vi ellers i gang med den helt store livsstilsom-lægning. Jeg magtede ærligt ikke at være projektlederen på det, så jeg fik hjælp af min gode ven og kollega Umahro Cadogan.

Kostomlægningen gjorde, at hun sig tabte sig, og lignede sig selv fra for 10 år tilbage.

Men jeg ville ikke have, at vægttabet resulterede i tabt muskelmasse, så jeg fik trumfet igennem, at vi skulle træne. Hun skulle have så meget muskelmasse at stå imod med som overhovedet muligt under sine kemobehandlinger.

Hun gjorde en kæmpe indsats, gjorde hun.

Vi lavede lunges ned ad Strandvejen, mens jeg gik med barnevognen.

Og vi gik i gang med vægte. Men det var virkelig svært at holde frekvensen oppe.

Det var en kamp for hende at finde energien, i takt med at behandlingen skred frem, så hun havde brug for flere og flere dage mellem træningerne til at komme sig.

Hun tabte sig så hurtigt og blev svagere og svagere og fik dårligere balance – så dét, vi kunne lave af funktionel træning, kunne slet ikke få pakket muskler nok på hende.

Og da kræften spredte sig til lungerne, kunne hun slet ikke finde pusten.

Jeg tænkte 'nå, men musklerne er det allervigtigste', så jeg satte hende i træningsmaskiner for at lave isolerede øvelser, så hun i det mindste lavede lidt og ikke blev udfordret af det store iltbehov, som intens helkropstræning krævede af hende.

Men det gik ikke...

Jeg kan huske den sidste gang, vi trænede sammen.

Hun måtte tage elevatoren til 1.sal i fitness-centeret, fordi hun slet ikke kunne få vejret. Og jeg havde lyst til at råbe, om hun ikke nok kunne tage sig sammen, for det gjaldt jo hendes liv.

Det var svært for mig at se denne stærke kvinde, min mor, blive så svækket.

To dage senere blev hun indlagt med vand i lungerne – og 1.5 måned senere... trak hun vejret for sidste gang...

Og i hele den sorg-tsunami året efter hendes død...

...i talrige tanker om, hvordan det kunne være gået, hvis hun fik bygget sin krop i rette tid efter alle de hårde år... hvis jeg havde hjulpet hende med at bryde træningen ned i bidder, som hun kunne overskue...

... der blev jeg meget bevidst om, hvad jeg ville hjælpe andre kvinder med.

At bygge sig selv op i tide. At passe på sig selv og ikke slide sig selv op.

At skifte fokus fra kalorierestriktioner og vægttab (nedbrydning) – til styrke og muskelopbygning.

Så man har noget at stå imod med, hvis uheldet skulle være ude, og man blev sat ud af spil, og ikke kunne holde sig aktiv.

Muskler er vigtigere end vægttab. Set fra mit synspunkt er det jo det rene vanvid!

...at kvinder bruger så meget energi på at blive mindre og tabe X antal kilo

– mens de ofrer sundhed, helbred og det lange perspektiv i processen.

Fokus er nærmest kun på at blive tyndere, her og nu.

Men kronisk kalorierestriktion og overtræning er noget af det værste for vores immunfunktion.

(du kan så også lige smide søvnmangel og stress med i samme pulje.)

Alt sammen er noget, der er med til at nedbryde muskelmassen. Og det er noget l*rt!

Muskelmasse er vores vigtigste ressource. 

• Det er i musklerne, du forbrænder fedt og kulhydrater, hvilket forsyner dig med energi.
• Det er dine muskler, som producerer de immunstyrkende og anti-inflammatoriske hormonlignende stoffer myokiner.
• Det er musklerne, der sørger for, at du kan holde dig aktiv livet igennem.
• Og rent æstetisk, så er det altså musklerne, som former din figur.

Derfor skal du passe på dine muskler! 

Desværre tager de fleste træningsmetoder ikke højde for, hvor livsvigtigt det er for dig ikke blot at holde på den muskelmasse, du har lige nu…

Men også genopbygge den muskelmasse, som du har tabt med alderen, og i perioder med stress og inaktivitet.

Og bygge lidt ekstra til – for netop at have en slags 'forsikring', hvis uheldet skulle være ude, og du blev sat ud af spil i en periode uden mulighed for bevægelse.

Den sørgelige sandhed for de af mine kunder, som har været igennem bootcamps, timevis af holdtræning, detox-programmer, diverse slankekure og restriktive kostretninger (low carb/low fat/low protein... listen er lang), er…

...at de har mistet muskelmassen – og meget af den! – i processen.

På grund af store kalorieunderskud.

På grund af langvarige træningspas.

Fordi fokus kun ligger på at skabe kalorieunderskud, og målet er fedtforbrænding året rundt! Men det er den letteste vej til at skubbe hele systemet ud af balance.

Derfor går det første stykke tid i mine forløb med klienter med at genopbygge det tabte.

Reparere forbrændingen og finde den hormonelle balance. For at få kroppen til at ville samarbejde igen.

Det tager tid. Mere, end hvad lynkure og bootcamps tager.

Men det er nødvendigt, og det er også det, der skaber resultater på den lange bane. Og vigtigst – det smadrer ikke dit helbred og dit immunforsvar.

Dét er, hvad Skyhøj Forbrænding handler om.

• Om at turde tage den omsorgsfulde vej.
• Om at stoppe kampen mod sin krop.
• Om at acceptere sin sårbarhed og igennem den finde ind til den kæmpe indre styrke.
• Om at turde stå stærkere i livet - og stå ved sig selv

Hvor vigtigt dét er…

Dét vil jeg gerne have vidst, før det var for sent for min mor.

Så jeg kunne have hjulpet hende med at bygge noget af den fysiske styrke op, som sivede ud af hende i alle årene op til hendes sygdom.

Og nej, det er slet ikke sikkert, at det ville have forebygget hendes sygdom og alt for tidlige død.

Men jeg ville gerne have vidst med mig selv, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne – om ikke andet, så blot for at kunne have givet hende mere livskvalitet og overskud undervejs.

Og set i bakspejlet, kan jeg tydeligt se hvor mange år i forvejen, vi skulle være gået i gang.

Og her står jeg så i dag.

Med en utrættelig mission om at hjælpe så mange kvinder som muligt med at opbygge en stærk, stressfri og smertefri krop, så de kan stå stærkere i både medgang og modgang. 

Måske jeg også kan få lov til at hjælpe dig?

...

Men det kan kun lade sig gøre ved at starte med acceptere og omfavne ens sårbarhed – ud fra et ønske om at passe bedre på sig selv. Ikke piske sig selv ud over egne grænser.

Noget, jeg selv hver eneste dag må øve mig i at blive bedre til.

Styrke og sårbarhed er nemlig - som ying og yang - to sider af samme sag.

Dét er den største lektie, min mor har lært mig. Jeg har forsøgt at udtrykke det i dette digt, som skrev jeg til hendes begravelse:  

Vores symbiose, vores ånd

Er ikke ovre – tværtimod.

Mit hjerte gemmer på din ånd,

Selvom du denne jord forlod.

Jeg trækker vejret, og hver gang

Er der et øjeblik, stunder, minder

Op dukker både savn og sang

Dit nærvær herfra ej forsvinder

Da var engang, jeg ikke forstod

Hvordan du sårbar også kunne være

Når du nu bar det stærke lod

At se dig skrøbelig var ik' til at bære

Nu, hvor jeg er helt knust af sorg,

Så bar, så tom – men stærk og rolig

Kan jeg ik' undgå at føle omsorg

Fordi du viste mig så fortroligt

Dét som jeg ikke kunne rumme før:

Hvordan at styrke eksisterer

Kun hvis man blotte sig helt tør

Og lade sin sjæl dekonstruere.

For så at genopstå igen,

Stå stærkere end nogensinde

Du er mit alt – min mor, min ven

Tak for hvert uvurdérligt minde!

Tak for det større perspektiv

Og for din smukkeste fortælling.

Hvad du har lært mig hele mit liv

Har aldrig givet mere mening.

Tak fordi du læste med.

KH Anna.    

PS. Et par links om sammenhæng imellem træning/muskelmasse og kræft. https://www.tv2lorry.dk/kontkt/styrketraening-oger-chancerne-kraeftpatienter?autoplay=1#player http://videnskab.dk/krop-sundhed/dansk-studie-derfor-kan-motion-bremse-kraeft https://www.cancer.gov/about-cancer/causes-prevention/risk/obesity/physical-activity-fact-sheet

Og her var jeg inde og tale om det i TV2Lorry for lidt tid siden:

Kom med i klubben!

Du lærer at styrketræne hjemme, så du får synlige resultater med blot 1 time om ugen. Teknisk sikkert, effektivt og uden skader - med skyhøj efterforbrænding.

Jeg giver dig mine bedste strategier til et hverdagsvenligt og bæredygtigt træningsflow, som bliver ved med at skabe fremgang og synlige resultater for dig – uden at du nogensinde skal træne til udmattelse.

SE MERE OM MEDLEMSKLUBBEN HER  →

Se også flere videoer med øvelser, viden og tips på min YouTube kanal.