💬 Har jeg gjort skade på mig selv? Skræmmende oplevelse med stress.

Jeg kan tydeligt huske den aften, hvor jeg cyklede hjem fra en lang dag på kontoret.

Det var mørkt, og jeg kan stadig se strålen fra lygten på min cykelhjelm splitte belyse cykelstien for mit indre øje.

Jeg var på vej hjem, mens min hjerne kværnede derudad, og lige pludselig…

…vidste jeg ikke, hvor jeg var henne.

Jeg standsede brat.

“Den er helt gal”, tænkte jeg skræmt.

“Er jeg gået i stykker? Har jeg gjort skade på mig selv?

Troede hele tiden, at jeg bare lige “kørte over for gult”, mens det i virkeligheden var blevet “rødt” for min hjerne og krop?”

En følelse af afmagt over, at min hjerne alligevel ikke kunne kontrollere min krop – eller sig selv, tydeligvis, bølgede over mig.

Jeg pustede langsomt ud og messede:

“Jeg er ikke i stykker. Jeg er IKKE i stykker.

Det er bare min hjerne, der er gået i høj alarmberedskab.

Jeg bliver god igen, når jeg holder op med at udsætte mine grundlæggende behov for hvile, søvn, regelmæssighed og afkobling. Arbejdet kan vente. Alt kan vente.

Jeg er ikke i stykker”.

Jeg ved jo faktisk rigtig meget om stress.

Det er min stresskollaps for 14 år siden, der forårsagede et karriereskifte til her, hvor jeg er i dag.

Jeg har læst stressfysiologi.

Jeg har genoptrænet mig selv til ikke bare dér, hvor jeg var inden min stress – men til en endnu højere tolerance for stress.

Jeg har hjulpet tusindvis af klienter med det selvsamme – så de kunne komme styrket gennem deres kriser.

Så jeg ved godt, at selv når kroppen siger fra på alarmerende høje manér, så er det ofte “bare” hjernen, der lige klipper Dankortet over og tilbageholder dine ressourcer lige nu – så du ikke bruger mere, énd du når at fylde op.

Men jeg har også set min mor være udsat for massiv stress i over et årti.

Og så døde hun 50 år ung.

Jeg VED, at jeg ikke kan sætte lighedstegn mellem de to ting.

Men den irrationelle frygt for, at det kan ske for mig, dukker op, når jeg er allermest hudløs og udmattet.

Det var egentlig en lidt vild indre dialog at opleve inde i ens hoved.

Fagperson-mig beroliger stressramte-mig derude midt på cykelstien.

Som jeg stadig ikke rigtig vidste, hvor var.

Men jeg lavede nærmest robot-agtigt de øvelser, som jeg vidste akut ville få ro på mit nervesystem, mens jeg forsøgte at parkere bekymringerne.

2 minutter senere kunne jeg orientere mig igen.

Følelsen af at være i en osteklokke forsvandt.

Jeg cyklede hjem.

Og tog alarmsignalerne alvorligt.

Noget var nødt til at ændre sig i mit arbejdsliv…

Det var for ca. 2,5  år siden.

Jeg undgik heldigvis en kollaps.

Jeg prioriterede mine fysiologiske behov højt akut – og gik direkte efter at ændre de omstændigheder, der satte mig under så stort et pres.

Men det er stadig en frisk erindring.

Derfor blev jeg meget rørt, da vi til optagelser af fjerde afsnit af “STYRKELØFTET” havde Lisbeth i studiet.

Hun fortalte om, hvordan hun mistede sin balance og blev døv på det ene øre og fik tinnitus på det andet øre af stress.

I seneste afsnit af “STYRKELØFTET” taler vi om, hvad der sker, når man overhører kroppens signaler for længe, og du får en forklaring på bl.a.:

• hvorfor vi kan være så meget oppe i hovedet og så lidt nede i kroppen
• hvorfor følelsesløshed er den vildeste form for smerte
• hvorfor sanserne lukker af ved stigende stressbelastning
• og hvordan du får genoptrænet dem igen.

LÆS OG LYT HER >>>

PS: Når stressbelastning er høj…

…så er det eneste rigtige at reducere mængden af hård træning og skrue op for mængden af træning af nervesystem.

Du skal ikke helt undlade fx styrketræning, for det er med til at regulere din stressrespons (holde den lav i hvile og sørge for, at den ikke stikker helt af ved selv små stressfaktorer).

Men du skal vælge træning med rette intensitet, mængde og varighed – og rette forhold mellem styrketræning og neuroflows.

Den mindst stressende form for træning er, når du løfter noget, der er ret tungt, men kun få gange og få runder.

Det kan fx være, du laver 3 x 3 squats med vægt, med gode pauser imellem (svarer til ca 5 min.) – og det er dét!

Og det kan være, du træner dén form for (stressfri) styrke 2 dage om ugen, hvor de andre 5 dage laver du neuroflows.

I En Stærk Sag får du begge slags øvelser – og det er det perfekte program til at hoppe over på, når du…

• kan mærke, at du “kører over gult” (for at undgå at overbelaste et i forvejen belastet system, men blot støtte det)
  
  eller
  
  
• skal til at genoptræne dig selv efter stress.

Det var det eneste, jeg kunne holde til i dén periode, som var allermest alarmerende for mig. 

Men det var også dét, jeg havde brug for. 

Havde jeg IKKE mikro-doseret min styrketræning… havde jeg droppet den helt… ville jeg IKKE have haft dén energi, som jeg havde brug for til at ændre de omstændigheder, som pressede mig. 

Mikrotræningen om morgenen gjorde også, at jeg kunne falde til ro om aftenen – og få sovet igennem. 

Husk, at doseringen for dig (frekvens og forhold mellem styrke og wellness øvelserne i programmet) kan være anderledes, end hvad jeg havde brug for. 

Men En Stærk Sag programmet kan bruges som en harmonika. Du strækker den sådan, som føles rart for dig.
Gentager fx wellness-dage flere gange i streg, inden du går videre til næste styrke-dag. 

Stressfri træning findes lige her >>>>