Undskyld, Claus! Min sundhedsbesættelse havde gjort mig til en ustabil medarbejder.

Det er nu 14 år siden, at jeg gik bragende ned med stress.

Juleferien sluttede, og jeg skulle tilbage til et stort projekt på mit arbejde som projektleder i et kommunikationsbureau… 

… og så kunne jeg ikke komme ud af døren af bare angst, vejrtrækningsbesvær, gråd og følelsen af at være en kæmpe uduelig fiasko. 

Som det hører sig med til den slags historier, så var der ingen, der havde set det komme. 

Ikke engang min egen mand, og da slet ikke mine kollegaer og chefer. 

Kollapset blev et vendepunkt og starten på min nye levevej inden for træning og adfærd, men i de første år fortalte jeg kun den version af historien, som jeg selv bedst kunne rumme at være i:

At jeg havde sagt ja til at blive sat på et alt for stort projekt i forhold til, hvad jeg dengang havde kompetencer til. Og at dé at være projektleder, hende der holder 1000 bolde i luften, følger op på alle andre, koordinerer, rykker og lukker alle de løse ender, ikke er én af mine topstyrker.

Men det er altså ikke hele historien. 

Der er mere til den.

Og den del, som jeg først senere turde at fortælle... den kommer her 👉🏻 

Det er her, Claus kommer ind i billedet som den person, jeg har brug for at sige undskyld til. 

Min chef dengang.

Undskyld, Claus.

Undskyld, fordi jeg skred i svinget - det var faktisk ikke din skyld. 

Men på et tidspunkt begyndte andre ting at fylde mere for mig, end mit arbejde. 

Mit arbejde, som jeg i øvrigt virkelig holdt af og satte pris på. Lige som jeg satte pris på din kæmpe tillid, da du tog mig ind som den yngste og mest grønne projektleder nogensinde.  

Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvordan det skete.

Men der skete dét, at jeg blev besat af træning, og jeg blev besat af mad. 

Jeg VILLE bare ned i fedtprocent, og så fik jeg det råd af alle i det fitness forum, jeg begyndte at hænge ud i, at jeg skulle skære ned i mine kalorier (og helst dem fra kulhydrater).

Og for at kunne gøre det, skulle jeg jo begynde at tælle dem. 

Så mig ind på både Madlog og Helsevagten (i tilfælde af, at ét af programmerne manglede de fødevarer, som jeg kunne finde på at spise). 

Taste morgenmaden ind lige så snart, jeg kom ind på kontoret. 

Og så kunne jeg jo lige så godt forberede mig til frokosten… Regne ud, hvor store portioner, jeg kunne spise af mine yndlingsting, så det passede i regnskabet. 

(Jeg overtog i øvrigt tjansen med at bestille mad til kontoret, så jeg bedre kunne styre, hvad der var af mad, som jeg godt kunne lide og måtte spise). 

Lige inden frokost skulle jeg nogle gange ind og regne om, hvis jeg nu kom til at snacke midt på formiddagen. 

Frokost, tjek - skulle dog lige ofte rette lidt i regnskabet igen, hvis nu jeg ændrede mening og spiste noget af det, jeg ellers ikke burde, men bare ikke kunne holde mig fra. Bare et lille stykke, så kunne jeg bare trække det fra i aftensmaden, ik’... 

Undskyld, Claus. 

At jeg zappede mellem min mail, Excel-ark og kalorietabellen dagen lang.

Skabte et hav af unødvendige forstyrrelser, så jeg hele tiden kylede mig selv ud af den opgave, jeg var i gang med.

Jeg følte bare ikke, at det gik ud over mit arbejde dengang, for hvad jeg ikke nåede om dagen, kunne jeg jo bare tage med hjem og færdiggøre om aftenen. 

Det ville ikke være første gang, jeg lavede en all nighter på en opgave, og søvn er da også ekstremt overvurderet, ik’... 

Nå men, jo længere hele det her vægttab/kalorietællingsshow kørte, des mere kom sult og cravings snigende. 

Jeg prøvede at dulme dem med Cola light. Og når det ikke virkede længere, fik jeg lige fat i nogle fat-burners på nettet, som skulle hæmme appetitten og samtidig fik mig helt op at køre, fordi de jo stimulerer udskillelsen af adrenalin og kortisol. 

Først senere fandt jeg ud af, at dét blot fremskyndte den proces, der førte til min udbrændthed.

Hjernen registrerer nemlig efter et stykke tid, når stresshormonerne ligger over det normale niveau, og lukker så fint ned for produktionen af dem (og gerne også stofskifte- og kønshormoner).

Resultat?

Overdreven træthed. 

Men hey, så fik jeg da bare fat i den vildeste energidrik for at sætte gang systemet. 

Så kunne jeg stadig passe både min morgen- og min aftentræning, som jeg havde skruet op for i mellemtiden.

Fordi til trods for ALLE mine forsøg, så tog jeg bare mere og mere på. 

Det begyndte ellers virkelig at knibe med energien, for jeg var så heldig at møde manden i mit liv, så lige pludselig trænede jeg ikke bare mere og spiste mindre.

Nu sov jeg jo næsten ikke. For jeg skulle både være sammen med ham og også nå alt det arbejde, jeg kom bagud med om dagen. 

Og nå ja, fik jeg sagt, at jeg også skulle have energi til at træne for at forbrænde kalorierne fra alt det, som jeg næsten ustyrligt overspiste på om aftenen, fordi det først var dér, at jeg blev ramt af alle de signaler, jeg havde overhørt eller bedøvet i løbet af dagen?

Ville jeg ønske nu, at jeg var stoppet op og tog signalerne fra min krop alvorligt? 

JA! 

Men på det tidspunkt var jeg ikke klar over, at min søgen efter den perfekte krop og alle tiltagene i den forbindelse, trak veksler på mit helbred.

Fysisk og mentalt. 

Ubehaget ved den støt stigende vægt og taljemål var så stort, at jeg var villig til at gå på kompromis med rigtig meget andet, for at få en følelse af kontrol over min krop. 

Men det eneste, som det havde gjort, var at bringe min krop i energikrise, og det er da klart, at den forsøgte at kræve overtrækket tilbage – og gerne med renter, tak. 

Så, undskyld Claus.

Og undskyld, mig.

Men egentlig også tak. 

Uden mine oplevelser dengang ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

Uanset, hvor klichefyldt det måtte lyde, så er mit stresskollaps og min blinde og døve jagt på den perfekte krop med til, at jeg i dag ikke kun rent intellektuelt forstår mine klienters frustration over en krop, som vil noget andet, end man selv vil med den. 

Jeg ved, og kan stadig mindes, hvordan det føles - og det er ikke rart.

Men kan kan bare ikke forcere kroppen til et vægttab, når den er i energikrise.

Det lærte jeg selv på den hårde måde, og derfor ved jeg også, at det ikke er noget, man ‘bare gør’.

Det er f… hårdt. For alle. 

Og et sidste undskyld for… 

at jeg ikke passede bedre på den virksomhed, som du har skabt med dine blod, sved og sikkert også søvnløse nætter. 

Det er først, da jeg selv var blevet virksomhedsejer, at jeg fik fået forståelsen for, hvordan jeg burde have passet meget bedre på min arbejdsgivers penge og ressourcer. 

For min deroute har kostet dig meget i tabte arbejdstimer… og de projektledere, som skulle samle projekt stumperne op efter mig, da jeg blev sygemeldt. 

Træning og sundhed skal give mere energi, end det tager fra os, så vi kan yde vores bedste, når vi fx er på arbejde. 

I stedet stjal min træning og min higen efter sundhed al min energi, så der ikke var mange procenter tilbage på batteriet, når jeg var på arbejde. 

Undskyld, Claus.

Og til dig, der læser med – som gerne vil tage ansvar for egen sundhed – eller står med ansvaret for sundhedstiltag i virksomhederne derude… 

Tænk gerne en ekstra gang over det, inden du søsætter tiltag, hvor træningerne bliver lange og udmattende – eller maden bliver en tand for kalorielet.

Et kronisk kalorieunderskud vil nemlig, selv uden bevidstheden herom, resultere i bl.a.:

• Fysisk: Kuldskærhed, konstant sult, udmattelse, koncentrationsbesvær, svimmelhed, muskeltab, hårtab, svaghed, mindre hjertevolumen, lavere blodtryk og en reduktion af hvilestofskiftet med 40%.
  
  
• Psykisk: Besættelse af mad, manglende interesse for alt andet end mad, anfald af overspisning, depression, undgåelse af sociale aktiviteter.

Og det er vel ikke dét, du håber at få ud dig selv eller dine medarbejdere, når du indfører tiltag, som skulle gøre jer sundere (og meget mere effektive!).

Vil du i stedet have et bæredygtigt alternativ til dig selv – eller din virksomhed?

Så skal du tjekke ind på En Stærk Sag – Transformation Edition. 

TJEK MEDLEMSKABET UD HER >>>

PS. Hvad den stress gjorde ved min krop – og om min kringlede vej tilbage, har jeg også fortalt historien om i et af mine mest læste blogindlæg lige her “Sådan så jeg ud for 10 år siden!”