Uafhængighed er det ord, jeg kender bedst fra Ukraine

Foto: Lasse Bak Mejlvang

“Nezaleshnist”.

Det er det ukrainske ord for uafhængighed. Et ord, som jeg hørte igen og igen, da jeg var barn. Og derfor også et ord, som stadig står meget stærkt for mig, selvom jeg ikke har boet i Ukraine, siden jeg var 13 år gammel.

Jeg blev født i… Rusland.
Ja, det er næsten svært at skrive i disse tider, hvor alt russisk nærmest er en paria i resten af verdens øjne. Men jeg er født i Murmansk i Rusland… og vokset op i Ukraine!

Min mor var ukrainsk, min far er russisk.
Som du nok kan gætte, er verdenssituationen lige nu rigtig svær at rumme for os. For mig.

Det har jeg talt med femina om i denne uge, hvor jeg også er på forsiden (tusind tak til det sødeste hold fra femina 😍), og du kan i artiklen læse om min opvækst på Krim og min mors rejse til Danmark med min lillesøster og jeg. 



Der er selvfølgelig mere til historien om mig end Rusland vs Ukraine.
Og historien om mig ER først og fremmest ‘nezaleshnist’.
Uafhængighed og selvstændighed er nemlig en stærk værdi, som jeg er vokset op med – både via mine russiske og ukrainske rødder – og som bare er blevet defineret endnu dybere i mig gennem mine tre store livskriser, som jeg deler med dig her (fra en tale, jeg holdt i 2019 til Global Dignity Girls - et årligt event for teenagepiger, der handler om at skabe selvværd, mod og selvtillid).

For de er grunden til, at jeg arbejder med det, jeg gør i dag. Med at hjælpe andre kvinder til at blive og stå stærkere, friere, og ja, mere uafhængigt.

Den første var mine forældres skilsmisse, som resulterede i, at vi flyttede fra Ukraine til Danmark, da jeg var 13 år.
Den anden var mit totale stresskollaps i en alder af 23 år.
Den tredje min mors alt for tidlige død.

Jeg mistede min mor…

… alt alt for tidligt til brystkræft den 31. december 2012. For snart 10 år siden.

Men sandheden er, at jeg mistede hende lang tid før.
Jeg mistede hende på bunden af min fars vodkaflaske – og i dybet af hans spejlblanke fulde øjne.
Jeg mistede hende i natten, hvor hun aldrig sov, fordi hun gik rundt og slukkede lyset efter ham, lukkede døre og ryddede op.
Jeg mistede hende, da gnisten i hende øjne slukkede, fordi hun - efter flere års kamp - måtte indse, at hun kun kunne redde sit livs store kærlighed fra sit alkoholmisbrug, hvis hun tog os under armen og forlod ham.
Hun mobiliserede al sin styrke og flyttede os til Danmark. Et land, som havde et af de bedste uddannelsessystemer - så vi, hendes børn, var sikret en god fremtid.

Jeg mistede også mig selv dengang.  

Jeg var så bange for at såre min mor eller gøre hende endnu mere ked af det, så jeg blev såååå dygtig.
Jeg fik de bedste karakterer i hver eneste time (man fik karakter hver gang, man åbnede munden i folkeskolen i Ukraine!). Jeg kunne recitere alle digte, alle bøgerne. Jeg lærte mig den pæneste skråskrift. Og hvis jeg kom til at skrive nogle af noterne skævt, så gik jeg hjem og skrev det hele om igen i et nyt kladdehæfte. Jeg havde SÅ mange kladdehæfter.

Jeg lærte også at græde lydløst. Hver aften, da jeg blev lagt i seng, og lyset blev slukket, så vågnede min far, og jeg kunne høre ham og min mor skændes i timevis, så min aften rutine var at græde mig selv i søvn. Men lydløst, for jeg skulle ikke være til mere besvær.

“Når forældrene skændtes i stuen, sad Anna Bogdanova bag den lukkede dør på sit værelse med sin lyserøde notesbog og sin fyldepen og øvede sig i skråskrift, for man måtte først få en kuglepen, når man havde lært at skrive med den rigtige hældning. Hvis hun skrev forkert, smed hun hele hæftet ud og begyndte forfra. Ofte kunne hun ikke sove, fordi forældrene skændtes til langt ud på natten. Hun har også i dag svært ved at overgive sig til søvnen. Hun ved godt, at hendes perfektionisme nok har været en form for “coping-strategi” - en måde at fortrænge det, der gjorde ondt, på, men som i sidste ende fik hende til at tippe over.”

Uddrag fra artiklen i femina

Jeg mistede mig selv, da vi kom til Danmark, og jeg startede i en helt ny, dansk skole ‘from scratch’. Hvor jeg var den ‘nye pige’, der gik i det mærkelige tøj og følte mig lidt som pandaen i den Zoologiske have.
Jeg mistede mig selv, da jeg kort tid efter, vi var flyttet til Danmark, fik et langt brev fra min farfar, som udviste sin store skuffelse i, at jeg havde ‘forrådt fædrelandet og familien’.
Jeg mistede også mig selv, da det med at flytte til et helt nyt land og ikke have et nuanceret sprog, som var min allerstørste styrke, min ventil, blev for meget - og jeg ikke længere kunne holde låg på min sorg og min vrede, så jeg lod det gå ud over min blot 3-årige lillesøster.

Og så jeg prøvede at finde mig selv igen.

Først og fremmest følte jeg mig så handicappet uden sprog, at jeg var nødt til at lære det. Heldigvis for mig var jeg langt fremme fagligt, fordi jeg havde en god ballast fra min skole i Ukraine, så jeg kunne bare fokusere på at lære sproget, og ikke mindst kulturen.
Efter 3 måneder kunne jeg forstå det meste.

Men da jeg startede på CBS, røg jeg ned i et sort hul igen.
Jeg var lige flyttet hjemmefra og skulle holde styr på regninger, læselister og studiejob.
Jeg følte, at jeg var ved at blive suget ind i et vakuum, hvor jeg ikke kunne tage mig sammen til noget, mine tanker blev mørke, og jeg følte mig alt andet end dygtig.

Men mens jeg skrev min bachelor, fik jeg verdens fedeste job som projektleder i et kommunikationsbureau, hvor jeg fik genoplivet min dygtighed.
Jeg var dygtig fra morgen til aften, og der var ikke en opgave, jeg ikke sagde ja til.

Jeg blev rost for mit kølige overblik.
Men ingen vidste dengang, at efter hvert eneste event tog det mig længere og længere tid at komme tilbage til en normal rytme. Min hjerne blev langsommere, min hukommelse blev dårligere, og mine overspisninger blev voldsommere.

Jeg forsøgte at holde det i skak med timevis af hård styrketræning og low carb-kure, og jeg brugte mere arbejdstid, end hvad godt var, på nøje at planlægge mit kalorieindtag og forbrug – blot for at se mine appetitsikringer springe om aftenen og i weekenden.
Det er nok ikke overraskende, at det resulterede i et brag af et stresskollaps.

Men det var også min store U-vending.

Jeg begyndte at søge med lys og lygte efter ting, som gjorde mig glad.
Og det blev faktisk min foretrukne overspringshandling – træning – og min store interesse for adfærd og mennesker, som var dét, jeg havde dyrket allermest i min studietid, som endte med at blive mit job.

Mit eget stresskollaps og at være vidne til, hvordan min mor så hurtigt mistede livskraften i hendes kræftforløb, motiverede mig til at videreuddanne mig inden for stressfysiologi og fordybe mig i feltet ‘træning som medicin’.

Her gik det op for mig, hvor vanvittigt det egentlig er, at den udbredte fitness- og sundhedskultur fokuserer så meget på tynd/tyndere/tyndest.
De bootcamps og kure, som findes derude, trækker så meget over på vores kropskonto, at vi ingenting har at stå tilbage med, når livet rammer med en krise, sygdom eller fysisk traume. Og de ekstremer, vi svinger mellem – all-in eller ingenting – koster dyrt for vores helbred.

Lige så dyrt som det evige præstationsræs og forsøg på at passe ind i nogle andres rammer, mens vi overskrider kroppens og sindets grænser igen og igen.

Men selvstændighed betyder ikke, at du skal klare det hele selv.

Det betyder ikke, at du skal knibe balderne sammen og lave bulldozeren på at nå i mål.
Det har jeg selv måtte erkende og lære på den alt for hårde måde.
Det har en alt for høj pris.

Selvstændighed betyder, at du har dig selv med i alt, hvad du laver.

At du tilpasser de krav, som du stiller til dig selv, til de ressourcer, som du har til rådighed.
At du tager vare på dig selv.
Og sætter dig selv først, før du går ud og skal gøre en forskel for andre.
Det ville jeg ønske, at min egen mor havde været bedre til.
Det vil jeg gerne selv være bedre til. 

❤️